Interiør & eksteriør

Gedulgt

Bag en grøn trædør i en stille baggård midt i Århus ligger den hemmelige bar, Gedulgt.

Gedulgt byder på nedtonet luksus, overdådige cocktails og minimalistisk indretning med blandt andet lange og rustikke betonbarer. Sætter du dig i baren, får du serveret cocktails i gyldne ananas ved en elegant bar med bordplader lavet af højstyrkebeton.

Bordpladerne er op til 5,5 meter lange og 8 cm tykke, og de kan holde til lidt af hvert. Der er fordybninger i bordpladerne, hvor der er plads til afsætning af flasker, og riste i bordpladerne letter rengøringen.

Produktionsår: 2017

Lüders P-Hus

Parkeringshuset Park + Play på Nordhavn i København bliver en integreret del af byen og et multifunktionelt byrum med plads til både parkering, leg, sport, historie mm. Bygningens grønne facader vokser op af 7,5 meter lange plantekasser fremstillet i rød Contec højstyrkebeton og monteret udenpå bygningen. Samme materiale er brugt til fremstilling af næsten 300 trappetrin og reposer, der forbinder gaden med bygningens aktive landskab på taget. Højstyrkebetonen giver en homogen, tæt og særdeles holdbar overflade. Strukturer i forme gengives meget nøjagtigt i overfladen af en støbning, derfor er trin og reposer alle støbt med en skridsikker overfladetekstur, der sidder direkte i formen, hvilket giver et meget elegant og forfinet udtryk.

Produktionsår: 2015 – 2016

Himmerland Golf & Spa

Midt i den nordjyske natur finder du det skønne Himmerland Golf og Spa Resort. Resortet byder bl.a. på en wellness afdeling, der udstråler ro og velvære. Her finder du også et spamøbel med fodbade, der er lavet af terrazzo. Den fine terrazzofarve er specielt udviklet til Himmerland Golf og Spa, da den skulle passe ind i den nordiske og minimalistiske indretning, der på samme tid emmer af afslapning og sydlandsk stemning.

Vi laver møbler i terrazzo efter bestilling, og der er rig mulighed for at udvikle en ny farve, der passer til dit projekt.

Produktionsår: 2016

Scandic The Mayor

Hotel Mayor beliggende i Aarhus centrum har gennemgået en større renovering og fornyelse. I samarbejde med hotellets ledelse, samt designere og arkitekter har Contec Prefab leveret bordplader til størstedelen af hotellets værelser, både skriveborde, sengeborde, sideborde, kuffertbænke og sengegavle. Alle er støbt af Contec højstyrkebeton, der giver en flot, ensartet og tæt overflade uden nævneværdige lufthuller, derfor er pladerne kun efterbehandlet med natursæbe. I bordene er der støbt huller til montage af faste lamper og/eller hotellets logo. Værelserne har med de nye betonborde fra Contec Prefab fået et mere moderne og eksklusivt udtryk der medvirker til en mere imødekommende atmosfære.

Produktionsår: 2015 – 2016

© Scandic The Mayor

Hans Henrik Øhlers – White Tube

Dette er et af de lidt mere unikke og usædvanlige projekter, vi har taget del i. Vi har leveret knowhow om højstyrkebeton og selve materialet til flere af kunstneren Hans Henrik Øhlers’ enestående projekter. Legepladsskulpturen ”White Tube” placeret i det centrale København er et godt eksempel på dette. Samspillet mellem kunstneren og betonmaterialet kombineret med de rigtig værktøjer sikrer den præcise og dynamiske form. Friheden til at lege med bløde former var væsentlig i skabelsen af denne skulptur og kun mulig på grund af de ekstraordinære styrkegenskaber og holdbarhed, som Contec højstyrkebeton besidder.

Produktionsår: 2011

© Hans Henrik Øhlers

Peak Performance

Gennem et spændende samarbejde med Leif Jørgensen Architects og M2 Retail Solutions har Contec Prefab produceret butiksinteriør for flere Peak Performance butikker verden over, bl.a. i Tokyo. Vores specielle teknologier er her blevet kombineret og udnyttet i processen med at skabe ekstraordinære diske, vægge og stole. De er sprøjtet i et tyndt lag af Contec højstyrkebeton for at minimere både materialeforbrug og vægt. Resultatet er et naturligt og råt udtryk, der relaterer sig til tøjmærket og firmaprofilen.

Produktionsår: 2014 – 2015

InWear

I samarbejde med Leif Jørgensen Architects har Contec Prefab A/S produceret butiksinteriør for tøjfirmaet InWear. Rumdelere med InWearlogoet, piedestaler og andre dekorationer blev lavet af Contec højstyrkebeton. Vores unikke formteknologi tillader, at betonlogoer enten er ekstruderet eller præget i overfladen af det færdige produkt. Med Contec højstyrkebeton bliver produkternes overflader meget glatte, homogene og lukkede, hvilket gør det muligt at lave meget præcise detaljer i mønstre, skrift og logoer.

Produktionsår: 2014

Mølleparken

I forbindelse med renovering af Mølleparken i Aarhus fremstillede og leverede Contec Prefab A/S udendørs møbler i form af en legeplads-skulptur samt spilleborde til parken. Spillebordene blev leveret med 4 tilhørende skamler og i flere spilvarianter; Skak, Kalaha, Mølle, Dam, Ludo og Backgammon. Alle møbler er fremstillet af Contec højstyrkebeton og er optimale til udendørs brug pga. højstyrkebetonens enestående styrkeegenskaber.

Produktionsår: 2013